Ikea Danmark sender 20 danske børnefantasidyr videre i international tegnekonkurrence
Igen i år er 20 danske børns fantasifulde tegninger gået videre i Ikeas globale konkurrence “Tegn et fantasidyr”, der giver fem børn på verdensplan mulighed for at få fantasi gjort til virkelighed, når Ikea forvandler deres tegninger til rigtige tøjdyr.
I Danmark er 20 børn alle ét skridt tættere på at få drømmen om at blive bamsedesigner opfyldt, fortæller Ikea i en pressemeddelelse.
Deres tegninger er nemlig blevet udvalgt som Danmarks vindertegninger blandt de 1.500 bud, og de er nu sendt videre i den internationale finale om at få sat sit fantasidyr i produktion.
- Der har været rigtig mange fine, sjove og kreative bud fra børnene i år, og det var ikke nemt at vælge, hvem der skulle gå videre. Jeg synes dog alligevel, vi har fundet de helt rigtige, og jeg glæder mig til at følge dem, når de globale vindere skal findes inden længe - og så håber jeg selvfølgelig, at de går hele vejen, siger Jonas Engberg, Sustainability Manager i Ikea Danmark.
De 20 danske bidrag til konkurrencen har hver især et helt unikt udtryk, der afspejler børnenes fantasi med sjove farver, former og detaljer.
9-årige Sara fra Horsens har bl.a. tegnet en blød, pelset sæl med et lyserødt enhjørningehorn, mens 7-årige Mads fra Ballerup har tegnet Hr. Monster - et farligt grønt monster med skarpe klør og tænder.
Tegnekonkurrencen bliver afholdt som en del af den årlige kampagne ‘Leg er for alle’, hvor Ikea sætter fokus på børns rettigheder og ret til at lege.
I forbindelse med kampagnen har Ikea Foundation doneret 335 mio. kr. til seks humanitære hjælpeorganisationer verden over, der arbejder for at fremme børns rettigheder og muligheder for at lege i verdens mest udsatte samfund.
De fem globale vindere bliver offentliggjort 6. februar 2018. Tegningerne vil blive sat i produktion og solgt som en del af særkollektionen SAGOSKATT i slutningen af året.